SikkerhedVed bouldering klatrer man i lav højde uden reb. En hjælper står bag ved og spotter, hvilket vil sige at hjælperen er parat til at gribe overkroppen så klatreren lander på benene. Som faldunderlag anvendes typisk en madras. Denne aktivitet kan børn og juniorer sagtens drive sammen uden direkte hjælp fra voksne. Ved ruteklatring klatrer man i stor højde og bruger et reb som sikkerhed. For at sikre forsvarligt kræves en del modenhed. Den fornødne modenhed er sjældent tilstede hos børn under 10 år. Yderligere kræver det træning, så sikring kan sjældent overlades til børn under 12 år og aktiviteten bør under alle omstændigheder overvåges af en erfaren voksen klatrer. UdstyrTil bouldering kræves blot klatresko og en kalkpose. Kalkposen er den samme som for voksne, og egentlige klatresko kan fås ned i meget små størrelser. Det er dog ikke alle forretninger der fører eller har de små størrelser på lager, så det er muligvis noget der skal bestilles. Til ruteklatring kræves en klatresele. Der findes særlige børneseler (small body harness) der passer til små kroppe og altid er enten helkropseler eller kombinerede bryst- og siddeseler. Siddeseler alene er ikke egnede til børn under 12-15 år, idet børns hofter ikke er tilstrækkeligt udviklede, og deres tyngdepunkt ligger for højt sammenlignet med voksnes. Der ikke grund til at bruge hjelm (som det praktiseres på visse klatrevægge), hvis de ruter, børnene skal klatre, er bygget med omtanke. |