top of page
Karma.jpg
Den danske model 

I et internationalt perspektiv er Klatring Danmark en lille aktør, både økonomisk, geografisk og målt i antal udøvere. Når talenterne bliver eliteatleter, vil deres modstandere være japanere, franskmænd, tyskere og amerikanere for blot at nævne nogle. Derfor er det afgørende, at talentudviklingen i Danmark er i verdensklasse. Vi skal være dygtigere, klogere og mere kreative i vores talentudvikling end de andre, og hvis vi skal lykkes, så skal vi være innovative og parate til kontinuerligt at udvikle og styrke kvaliteten i talentudviklingen. Samtidig er det afgørende, at vi tager os godt af vores klatrere og skaber mulighed for, at flere unge mennesker kan udfolde deres fulde potentiale og klatreglæde.

”Et talent er en ungdomsatlet med kompetencer og færdigheder i en sportsgren, som sandsynliggør en langsigtet udvikling til senioratlet på højeste internationale seniorniveau.”
(Team Danmark)

 

Danmarks beskedne størrelse er på nogle områder en fordel. En af vores helt store forcer er den korte vej mellem alle aktører, der har betydning for talentudviklingen. Det er med til at skabe rum for et tæt samarbejde, gensidig tillid, videndeling og konstruktiv dialog. Samtidig forudsætter det netop et solidt samarbejde. Samarbejde med fokus på at skabe de bedste mulige miljøer for at udvikle alle klatrere, samt en fælles forståelse af målet med dansk talentudvikling, gennem lokale, regionale og nationale talentudviklingsmiljøer.

 

Vores ønske er at skabe et nationalt talentudviklingsmiljø, hvor fokus er på at bringe den enkelte klatrer længst muligt i forhold til egne evner og kompetencer, samt nysgerrighed efter at se, hvor gode de kan blive. Det er derfor fundamentalt for os, at den enkelte klatrer understøttes i deres personlige ambition om at blive den bedste udgave af dem selv.

"Ingen klatrer bliver bedre end til den dag de stopper med at klatre. Vores mål er at stimulere den enkelte til at nå længst muligt i forhold til egne mål og drømme og bliver i sporten livslangt."
(Klatring Danmark)

Team Danmark

Nedenstående er en kort beskrivelse af Team Danmarks talentkoncept, som vi lægger os op ad, i vores ønske om at skabe en ansvarlig og bæredygtig talentudvikling.

”Team Danmarks talentkoncept skal sikre fælles retning og sammenhæng i talentarbejdet i dansk eliteidræt. Talentkonceptet giver anbefalinger til, hvordan man skaber sunde og sammenhængende talentmiljøer, hvor unge talenter kan udvikle sig til fremtidens verdensklasseatleter.”
(Team Danmark)

Talentkonceptet har fire søjler:

Viden: Den nyeste viden er fundamentet for at udvikle talentmiljøer i verdensklasse. Talentarbejdet skal tage udgangspunkt i Værdisæt for talentudviklingATK 2.0 og sportsspecifikke ATK’er.

Talentstrategier: Sammenhængende talentstrategier er nøglen til succes i eliteidræt. Der skal være en rød tråd i talentarbejdet baseret på aldersrelateret træning og en klar beskrivelse af vejen igennem systemet fra barn og ung til senioratlet.

 

Dual career: Vi har fokus på dual career og den samlede livssituation igennem hele atletens karriereforløb. Det handler om trivsel og udvikling i både sport og uddannelse. Læse mere om uddannelse og eliteidræt her.

 

Trænerkompetencer: En optimal talentudvikling kræver kvalitet i træningen på alle niveauer. Team Danmarkskompetenceudvikling, DIFs formelle uddannelser samt vores egen træneruddannelse og inspiration fra andre lande skal sikre en stærk faglighed hos ledere og trænere.

 

​Dansk Sejlunion har lavet et gennemarbejdet materiale, som kort beskriver den Danske model for talentudvikling – set ud fra et sejladsperspektiv. Hvis du er nysgerrig på det gode udviklingsmiljø, kan du læse om modellen her. Det er en model vi har hentet stor inspiration i.

bottom of page