Klatring Danmarks talentudviklingsmodel
Fokus i Klatring Danmarks talentarbejde bygger på stærke værdier og på at tilegne sig samt videreformidle den nyeste viden om træning af børn og unge til klubber og trænere. Sammenhængende talentstrategier ved vi er nøglen til succes. Vi har udviklet en national talent- og elitestrategi, som bygger på stærke værdier og viden om talentudvikling i en skandinavisk kontekst, ATK 2.0 samt DIF og Team Danmarks fælles værdisæt for talentudvikling i dansk idræt.
Værdier (Grundstenen i vores model)
Den grundlæggende værdi i den nationale talent- og eliteudvikling i Klatring Danmark er at skabe de bedste miljøer for de unge klatrere, der har en drøm, et drive og en ambition om at se, hvor langt deres personlige potentiale kan bringe dem som seniorklatrere. Vi vil skabe et miljø, hvor fokus er på ”mere kvalitativ træning for flere” og sen specialisering. Dermed øger vi sandsynligheden for, at flere klatrere konkurrerer både nationalt og internationalt som seniorer, samt at det unikke talent stadig dyrker klatring på højeste niveau, når klatreren når senioralderen. Det er vigtigt for os, at klatreren bliver i sporten livslangt- også efter at lysten til at konkurrere ikke er der mere, forsvinder i en periode eller fokus helt skifter til andre klatrediscipliner.
Aldersrelateret Trænings Koncept (ATK 2.0) er et videnbaseret fundament for praktisk og systematisk træning af børn og unge og skal være med til at gøre det sjovt for børn og unge at pakke træningstaske, særligt med den indsats det kræver at blive senioreliteatlet. Den viden, vi har inden for ATK er central for, at klatrerne i de danske klubber stimuleres optimalt i forhold til deres aldersudvikling, for at undgå skader og mindske udbrændthed.
"Målet for talentudvikling i Danmark er at skabe atleter på højeste internationale seniorniveau. Ungdomsresultater må aldrig blive selve målet for talentudviklingen, og en dygtig talentudviklingstræner skal ikke måles på antallet af ungdomsmestre, han har trænet, men på hans evne til at arbejde langsigtet og udvikle talenter, som senere bliver verdensklasse senioratleter."
(Team Danmark: ATK 2.0)
Vi ønsker at udvikle inspirerende og motiverende talentudviklingsmiljøer, der baseres på en fælles forståelse af ATK i dedikerede og udviklingsorienterede klatreklubber, samt regionale og nationale samarbejder. Klatreforbundet har ikke udviklet en disciplinspecifik ATK endnu, men arbejder med udgangspunkt i ATK’s principper i alle nationale tiltag og konkurrencer, samt i klubudviklingsprojekter rundt om i landet.
Vi lægger vægt på kvalitet i træning, da der for let kommer fokus på kvantiteten, altså at der skal trænes meget. Kvalitet derimod, handler om at træne de rigtige ting og de rigtige kompetencer på de rigtige tidspunkter i klatrernes udvikling. En af vores store fokusområder de kommende år er kvalitet i motorik og kropsforståelse. Her kan vi se, at vi halter efter internationalt. Derfor vil vi i de kommende år have stort fokus på rutebyg og skill-træning (tekniktræning). Vi mener, at kompetent rutebyg i sig selv, kombineret med miljøer med fokus på at skabe nysgerrige og kreative klatrere, er vores vigtigste ”tekniktræner” og er en forudsætning for at træne den motorik og kropsforståelse, der er nødvendigt for at følge med internationalt. Derfor investerer Dansk Klatreforbund også i international rutebyg samt videreuddannelse af danske rutebyggere.
Samarbejde og videndeling (En nødvendighed for fremadrettet succes)
Klatring Danmark ønsker at støtte de klubber, der på en ansvarlig og bæredygtig måde er med til at skabe gode resultater for Danmark. Vi støtter de klubber, der yder et særligt arbejde for at højne niveauet i dansk klatring gennem en langsigtet, struktureret og ansvarlig talentudvikling, med fokus på inspirerende, motiverende og udviklende ungemiljøer. Desuden har Klatring Danmarks talent- og elitestrategi til formål at styrke samarbejdet mellem klubber, Klatreforbund, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og idrætskommunerne.
Den overordnede organisering af Klatring Danmarks Talent- og Elitestrategi er en decentral struktur. Det betyder, at talentarbejdet grundlæggende foregår i klubberne, hvor klatrerne er til hverdag. Mængden af centrale talentudviklingsaktiviteter (regionale og nationale) er således begrænset og står ikke mål med den mængde træning, den enkelte klatrer har i sin egen klub. Formålet med denne organisering er, at ved at højne niveauet i de lokale klatremiljøer, skabes et så stort fundament af dygtige trænere og klatrere som muligt, og derved øges sandsynligheden for gode internationale seniorresultater.
Men, både stærke regionale og nationale samarbejder samt landsholdsaktiviteter er vigtige for talenternes udvikling. For at skabe de mest optimale rammer for de unge klatreres langsigtede udvikling kræver det en fælles indsats for klubber og Klatreforbund. Og det er et fælles projekt for alle klubber i Danmark.
For at skabe fællesskaber på tværs af landet og inspirere de mest motiverede danske klatrere har Klatring Danmark lavet et nationalt træningsfællesskab, som tillæg til lokale og regionale klubsamarbejder. Her vil ny viden blive præsenteret og netværk mellem trænere og forbund udvikles. Med det sigte at inspirere og motivere klatrerne og sikre, at nye idéer bringes med tilbage til klubbernes daglige træning, og samtidig skabe rum for et øget samarbejde med forældre.
Det nationale træningsfællesskab kaldet ”Den Nationale Talentudviklingsgruppe” (NTG) er Klatring Danmarks fælles træningsmiljø, hvor alle bidrager til egen og andres videre udvikling som klatrer.
National Talentudviklingsgruppe - NTG (Rygraden i vores talentudvikling)
Men henblik på at støtte samarbejdsklubbernes talent- og elitearbejde, har Klatring Danmark etableret en National Talentudviklingsgruppe (NTG). NTG er en betegnelse for en samlet talentudviklingsgruppe bestående af dedikerede og motiverede klatrere fra året man fylder 14 til året man fylder 18.
NTG er Klatring Danmarks talentudviklingsgruppe for klatrere, der målrettet arbejder efter at se, hvor langt deres potentiale rækker i et seniorperspektiv- hvad enten ambitionen er højt nationalt eller internationalt konkurrenceniveau.
Inde i NTG-gruppen ligger vores U17 landshold integreret. Fortsætter man en mere elitær konkurrencevej, er der mulighed for at søge optag på U19 landsholdet og Seniorlandsholdet.
Hvis du har interesse i at læse mere om NTG gennerelt og/eller forventninger til- og optag i NTG eller på et af landsholdene klik links herunder:
Generel information klik HER.
Information om ansøgning og optag klik HER.
Hvis du har lyst til at læse Klatring Danmarks samlede ”Talent- og elitestrategi” kan den læses i filen HER.
Har du, eller I som klub, interessere i at høre nærmere eller opstarte et samarbejde kan I skrive til lasse@klatreforbund.dk eller ringe på: 61703886.