top of page
Søg

Økonomisk konsulent

Lasse Pedersen


Dansk Klatreforbund Brøndby


Er du god til tal, systemer og administration og kan du være med til at udvikle vores processer, IT-understøttelse og økonomistyring, så er du måske den rette kollega til vores veldrevne team, hvor vi søger en konsulent på deltid.

Dansk Klatreforbund er i rivende udvikling. Derfor søger vi en kollega, som vil være med til at holde styr på økonomi og administration. Dansk Klatreforbund er en mindre, agil og travl organisation og er et specialforbund blandt 61 andre i Danmarks Idrætsforbund. I de sidste fire år har vi markant flere aktiviteter, masser af uddannelser, talent- og eliteudvikling, projekter med særlige indsatser og vores arbejde understøtter udviklingen for klatrere i alle aldre. Vi er blevet 30 % flere og har rundet 10.000 medlemmer for andet år i træk. Vi har brug for en dygtig kollega, der kan tage hånd om de mange økonomiske og administrative opgaver, som er med til, at Dansk Klatreforbund kan følge med udviklingen.

Vi har høje ambitioner om at gøre det endnu bedre med vægt på kvalitet og plads til endnu flere medlemmer. Er du personen med godt overblik over administrative opgaver, digital forståelse og trives du i en organisation blandt ildsjæle, så er du måske vores nye økonomiske konsulent i Dansk Klatreforbund.

DINE OPGAVER OG PROFIL:

Det er vigtigt, at du er talstærk og har kendskab til alle aspekter i regnskabsadministration, da du kommer til at arbejde med alt fra budgettering, bilagshåndtering til regnskabets afslutning. Du får indflydelse på fremtidens økonomistyring og den digitale udvikling og arbejdsgange. Du er proaktiv og effektiv i dit arbejde og er typen, der holder orden og struktur i opgaverne.

  • Ansvar for bogføring, kontering og månedligt driftsresultat.

  • Vi benytter Klubmodul som økonomistyringssystem, og vi har brug for en superbruger til systemet, som også kan bidrage med løsninger til fremtidens medlemsdatabase.

  • Ansvar for indberetning af løn for fastansatte og timelønnede, hvor du evner at sætte dig ind i gældende regler om feriepenge m.m.

  • Styr på vilkår vedr. hardware og telefonløsninger for medarbejdere.

  • Forsikringer, kontrakter og andre vilkår for Dansk Klatreforbund.

  • Ansvar for at understøttende IT – styr på aftaler og overblik over systemer, som vi benytter.

  • Udarbejde mindre rapporter om økonomi, som giver forståelse og overblik til eksempelvis bestyrelsen eller medlemmerne.

  • Løsningsorienteret sådan at administrative processer er smidige og brugervenlige for frivillige, kollegaer og samarbejdspartnere.

  • Være med til at Dansk Klatreforbund kan hjælpe landets klubber i økonomistyring og digitale administrative løsninger, tilskudsordninger, ansatte, regnskab m.m.

  • Udvikling af netværk til kasserer i landets klubber og kontakt til andre samarbejdspartnere i forbindelse med økonomi, kontrakter og administration. Du får dermed hurtigt en stor kontaktflade i det danske idræts- og klatremiljø.

  • Ansvar for at formidle til Dansk Klatreforbunds hjemmeside, når det drejer sig om økonomi, administration m.m.

  • Det er vigtigt, at du kan understøtte forbundets mange projekter og se sammenhæng til økonomien og er fleksibel i forhold til ad hoc-opgaver, som skal løses.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med generalsekretæren, så I sammen har styr på pengene og administrationen. Du kommer til at være med til at drive, udarbejde og udvikle årlige budgetter og langsigtede økonomiske planer. Du har mod på at tage teten så Dansk Klatreforbund kan få IT-understøttelse, som er tilpasset fremtiden. Vi ser gerne, at du kan tage ansvar for dokumenthåndtering og IT-systemer i administrationen.

Vi er nu otte kollegaer i teamet med hver vores ansvar, hvor vi er meget afhængige af samarbejde og løsninger i dagligdagen, der får tingene til at fungere. Vi kan godt lide at arbejde sammen, og ser frem til, at du har lyst til at være med på holdet og byde ind med dine kompetencer. Derudover har vi en stor gruppe af instruktører, trænere, atleter og frivillige tilknyttet forbundet.

Det vil være en fordel, at du kender til foreningslivet og de vilkår, som det indebærer at arbejde sammen med frivillige i klubberne.

Det er ikke en forudsætning, at du kan klatre, men du må gerne kunne se meningen med at idræt og bevægelse skaber et sundere samfund og gladere mennesker.

VI TILBYDER:

  • Vi har et godt arbejdsklima, og du fornemmer hurtigt, at her er rart at arbejde. Vi er et arbejdsomt og selvkørende team, og vi er båret af tillid og åbenhed til hinanden.

  • Et meget fleksibelt job med stor frihed til at egen planlægning. Vi forestiller os, at stillingen er på 15 timer om ugen med en ugentlig dag på kontoret i Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby, hvor øvrige timer er fleksible. De endelige vilkår er til drøftelse i ansættelsesprocessen.

  • Gratis træningstilbud og et spændende hus med masser af historie og sport.

  • Stillingen er en fastansættelse, og vi ser positivt på, at du kombinerer jobbet med andre ansættelser eller blot har lyst til at arbejde færre timer i dit liv og derfor søger deltidsjob.

  • Løn efter kvalifikationer.

PRAKTISK INFORMATION OG ANSÆTTELSESPROCES:

Er stillingen noget for dig, så send ansøgning og CV senest søndag d. 22. august til kontor@klatreforbund.dk.

Vil du høre nærmere om jobbet eller vilkår, kan du kontakte generalsekretær Lotte Molsing efter d. 11. august på mobil 27 26 89 82. Skriv SMS, så ringer jeg dig op.

Ansættelsessamtaler forventes i uge 34.

21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page