Et af kerneområderne i Dansk Klatreforbunds udviklingsprojekt har været uddannelse. I perioden 2014-2017 har forbundet tilbudt gratis uddannelse for medlemmer af de klubber, som har været tilknyttet udviklingsprojektet.
Et tilbud, som mange har taget godt imod.
Tilbuddet om gratis uddannelser faldt sammen med indførelsen af Dansk Klatreforbunds nye uddannelser. Det nye ligger i, at uddannelsen til instruktør er niveauinddelt. Det betyder, at skolelærere og pædagoger kan tage Instruktør 1 og opnå basale sikkerhedskompetencer til toprebsaktiviteter. Instruktør 2 er målrettet den aktive klatrer i en klatreklub, som gerne vil kunne undervise på sikringskurser. Instruktør 3 bygger ovenpå Instruktør 2 og tilføjer færdigheder som redningsteknikker, abseil og andet rebarbejde.
De ”gamle” vægklatreinstruktører, VKI’erne, har haft mulighed for at blive indplaceret som Instruktør 3, hvis de deltog på en workshop. Det betyder, at vi allerede nu har en stor gruppe af Instruktør 3’ere – de fleste af dem er instruktører, som er kommet med over
i det nye uddannelsessystem.
Oversigten over uddannede instruktører og trænere i den fire-årige projektperiode ser således ud:
Instruktør 1: 539
Instruktør 2: 330
Instruktør 3: 247
Træner 1: 193
Træner 2: 18
Tallene er udtryk for en kæmpe stigning i antallet af uddannede instruktører. Dette skyldes dels, at vi kan tilbyde mere målrettede uddannelser til kursisterne, men også at Dansk Klatreforbund har påtaget sig at afholde kurserne jævnligt i alle landsdele, så alle interesserede let kan finde et kursus.
Vi kan nu tilbyde skoleverdenen en uddannelse, som har fokus på både sikkerheden og den sportslige del af klatring, hvilket er et stort løft i forhold til tidligere, hvor mange skolelærere og pædagoger underviste i klatring uden at have nogen formelle kompetencer.
På samme måde giver den efterhånden veletablerede Instruktør 2-uddannelse mulighed for at lægge mere vægt på de sportslige dele af instruktørvirket som dynamisk sikringsteknik, opvarmning og holdtræning.
De mange deltagere på et eller flere af modulerne i Træner 1-uddannelsen er også udtryk for et ønske om at kunne tilbyde mere holdtræning og børnetræning i landets klatreklubber.
Vi i klatreforbundet er utroligt glade for den opbakning, som vi har oplevet. Og ikke mindst for at de mest aktive af de gamle VKI’ere også har ønsket at komme med over i det nye system. De næste år vil vi have fokus på at videreføre og udvikle vores uddannelsessystem.