Søg
  • klatreforbund

Dansk Klatreforbund søger lønnet træner til holdtræning i klubber på Sjælland

Vil du være med til at skabe et fantastisk træningsmiljø i de danske klatreklubber?

Som fælles klubtræner skal du undervise på forskellige typer af hold og på forskellige niveauer i flere klubber hver uge. Du får stor frihed til at sammensætte træningen, og du får lejlighed til at undervise mange timer om ugen som professionel træner.


Stillingen som fælles klubtræner

Dansk klatring er i vækst. Klubberne oplever stor efterspørgsel på træningstilbud både til børn og unge og til voksne medlemmer.

Der er et behov for kompetente trænere, som kan opbygge et godt træningsmiljø i klubben. Det er ikke alle klubber, som selv har tilstrækkeligt med trænere, og derfor vil Dansk Klatreforbund ansætte en træner, som kan påtage sig at levere fantastisk træning ude i de klubber, som har behovet.

Det er et job, som giver dig en virkelig stor rutine som træner og et stort netværk i danske klatreklubber og i Dansk Klatreforbund.

I første omgang afprøver vi konceptet i PLØKS i Skovlunde og Slangerup Klatreklub i efteråret 2021. Målet er, at ordningen bliver permanent og bliver udbredt til flere klubber.


Om jobbet

Som fælles klubtræner skal du have lyst til at arbejde professionelt som træner. Du får relativt mange timer som træner hver uge, og du skal se jobbet som ethvert andet professionelt trænerjob som vi kender det fra f.eks. tennis og svømning.

Jobbet indeholder følgende arbejdsopgaver:

· 6-8 timers undervisning om ugen

· Undervisning i to-tre klubber om ugen

· Undervisning på børnehold, juniorhold og voksenhold

· Undervisning på begynderniveau til letøvet/øvet niveau

· Evt. konkurrencetilmelding for udøvere og deltagelse som træner ved konkurrencer

· Evt. arrangere klubture til andre klubber eller til klipper

· Sparre med klubbens egne frivillige om at udvikle holdtræning, rutebyg og andre medlemstilbud


En arbejdsdag vil typisk ligge en hverdagsaften eller en weekenddag. Vi prøver at samle holdene, så der er så mange timers arbejde på en aften som muligt.

Det kunne for eksempel være en aften med først et børnehold på 1 time, et juniorhold på 1,5 timer og et voksen-begynderhold på 1,5 timer. Du skal dog være forberedt på, at der også kan forekomme kortere arbejdsdage.

Du kommer til at møde mange entusiastiske klatrere på forskellige niveauer. Først og fremmest skal du have lyst til at være med til at udvikle et træningsmiljø i klubben som er baseret på inklusion, anerkendelse og sportslig udvikling. Vi forventer, at du kan levere sjov, seriøs og velforberedt undervisning til forskellige målgrupper. Du får naturligvis mulighed for sparring med forbundets medarbejdere og med vore andre dygtige trænere.


Dig

Vi søger en person, som ikke kan forestille sig noget bedre end at bruge endnu mere tid i klatrehallen. Du skal være en habil klatrer med bred erfaring fra dansk og gerne international klatring – men det vigtigste er, at du er på vej til at blive en topprofessionel og fagligt dygtig træner.

Du arbejder selvstændigt, men du har også lyst til at indgå i samarbejder med klubberne om at opbygge det bedst tænkelige træningsfællesskab.

Det vil være naturligt, at du er i færd med at tage Dansk Klatreforbunds træneruddannelser, eller prioriterer at tage dem snarest muligt.

Vi vil se efter følgende kvalifikationer:

· Lyst til at være professionel træner for børn, unge og voksne

· Erfaring som træner i klatring eller anden sport

· Kendskab til ATK

· Har træneruddannelse eller er i gang med den

· Lyst til at tage de højere træneruddannelser

· Erfaring som klatrer

· Gerne Instruktør 2 eller højere (eller interesseret i at tage uddannelsen)


Om Dansk Klatreforbund og klubberne

Dansk Klatreforbund organiserer klatresporten i Danmark. Vi har 10.000 medlemmer fordelt på landets godt 50 klubber. Vi uddanner trænere, instruktører og rutebyggere i de danske klubber, vi arrangerer konkurrencer for både bredde og elite, og vi arbejder på at udvikle klatresporten i Danmark.

Klatreklubber i Danmark spænder fra mindre klubber med 30-40 medlemmer til meget store klubber med over 1000 medlemmer.


Praktiske oplysninger

Du bliver ansat som timelønnet af Dansk Klatreforbund.

Vi planlægger i samarbejde med klubberne, hvilke hold, du skal undervise på. Vi vil naturligvis bestræbe os på at lægge så meget undervisning samlet på den enkelte aften eller weekenddag som muligt. Du skal dog være fleksibel i forhold til undervisningen.

Der kommer til at være en del transport, så du skal være indstillet på at transportere dig i bil eller med offentlig transport til de relevante klubber.

I efteråret 2021 kan vi tilbyde 6-8 timers undervisning om ugen.


Vi forventer at afholde samtaler i uge 32 og starter holdene op i klubberne i starten af september.


Dansk Klatreforbund har mange berøringsflader i forhold til klubber, institutioner og forskellige måder at bruge klatresporten. Hvis du ikke føler, at du lever helt op til ovenstående stillingsprofil, hører vi gerne fra dig alligevel. Vi vil gerne have kontakt med engagerede trænere, instruktører og rutebyggere.


Send din ansøgning med en grundig beskrivelse af din erfaring som klatrer og træner til: kontor@klatreforbund.dk senest søndag 8. august.


Foto: Josephine Randing

395 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle