Søg
  • klatreforbund

Paraklatring- Monicas historie


Mit navn er Monica Raavig. Jeg har et medfødt handicap, hvor jeg mangler størstedelen af venstre underarm.

Da jeg i 2015 begyndte at klatre i B&W var det egentlig en tilfældighed, og jeg havde aldrig givet klatring nogen opmærksomhed før.

Min mand blev tilmeldt en prøvetime, og efter første prøvetime var han fanget. Han var sikker på at jeg til trods for mit handicap også kunne klatre. Til trods for min skepsis hoppede jeg på væggen en dag, og det var virkelig sjovt. Jeg var hooked.

At starte til klatring var uden tvivl det bedste jeg kunne gøre for min krop, både fysisk og mentalt. Udover at være sjovt og udfordrende, er det tydeligt at jeg bruger hele min krop, og det kan mærkes efter træning. Før klatring havde jeg ikke meget muskelmasse på kroppen, hvilket medførte rygsmerter. Den muskelmasse jeg havde var ikke ligeligt fordelt, og der var stor forskel på højre og venstre side af min ryg. Nu føler jeg at der er kommet mere ligevægt, og smerterne i ryggen er forsvundet. Disse resultater har jeg ikke oplevet ved andre træningsformer. Og så er det jo bare et plus, at det er så sjovt, at det slet ikke føles som træning 😊

I starten klatrede jeg kun på topreb. Det var ikke nemt for mig at få et sikringskort, så jeg kunne ikke sikre dem jeg klatrede med. Jeg forsøgte at få en dialog i gang med B&W om mulige løsninger, men da de ingen erfaring havde med mit handicap, ville de ikke tage ansvar for, eller stilling til min situation. De anbefalede i stedet at finde en privat instruktør. Jeg fik en dialog med en enkelt instruktør som så det som en meget spændende mulighed, ikke mindst for ham selv for at lære noget. Men da jeg fik mailen med tilbuddet, lød prisen på kr. 4.000 for at lære at sikre topreb. Tæt på en tidobling af den pris min mand havde betalt for sikringskursus.

Jeg besluttede mig for at gå på jagt på internettet i stedet. Jeg så videoer af folk som sikrede med én hånd med grigri, og jeg læste debatindlæg på amerikanske klatrefora om hvilke farer jeg skulle være opmærksom på. Jeg øvede det og da jeg følte mig erfaren nok snakkede jeg med en af de instruktører i B&W, som jeg havde lært at kende igennem klatringen. Han lavede en standard sikringstest med mig (som alle andre i hallen kan tage, hvor de viser at de kan teknikken), hvorefter B&W udstedte kortet til mig. Efter han havde set mig sikre, kunne han slet ikke se at det var et problem, vi aftalte at jeg altid bruger en grigri eller lignende.

Efter nogle år blev det også aktuelt for mig at kunne sikre klatrere som fører. Det er ikke meget jeg selv fører, men jeg ville meget gerne kunne sikre min mand, når det bare er os to. På dette tidspunkt kendte jeg heldigvis en del instruktører. Og da de jo havde set mig sikre topreb i et par år, mente de fleste da også at jeg sagtens ville kunne sikre føring. Igen øvede jeg det først, og jeg fandt ud af hvad der virkede for mig.

For at få føringskortet valgte jeg at tilmelde mig et føringshold, også for at få instruktion i fald. Min instruktør denne gang var heldigvis fuldt fokuseret på, at jeg sagtens kunne sikre, jeg skulle bare øve teknikkerne og finde hvad der passede bedst til mig. Altid have en god kommunikation til klatreren, så hastigheden passer til mit tempo. Med øvelse er det nu sjældent et problem. I princippet samme mantra som da jeg tog kørekort, lad være at køre over evne – men gør hvad du føler er sikkert. I dag klatrer jeg i niveauet 5c til 6a på topreb.

Jeg sikrede i starten med en GriGri2 og nu bruger jeg en GriGri+. Jeg synes at GriGri+ er lettere at håndtere med én hånd som belayer til en der fører. Jeg har aldrig haft nogle uheld som belayer og jeg har sikret både udendørs og indendørs.

Sikring topreb

Når jeg sikrer topreb bruger jeg min ”stump” til at hvile på rebet som går op til klatreren. På den måde mærker jeg hurtigt når der er slæk, og jeg kan bruge stumpen til at trække ned i rebet, samtidig med at jeg strammer op med højre hånd. Højre hånd er altid på rebet, og jeg sikrer med sliding hand.

Sikring føring

Ved føring støtter jeg grigri’en med min stump. Min højre hånd er på rebet, og bruges samtidig til at give reb til klatreren. Når der gives reb trækker jeg det op med højre uden at slippe rebenden som sikrer. Samtidig sikrer jeg meget dynamisk når klatreren er over 3. klip, dvs. jeg går tilbage inden der klippes og frem til væggen når der skal klippes. Derved passer reb længden til et klip. Når klatreren skal ned kan jeg ”åbne” grigri-pinden med venstre stump.

Para-klatring

Jeg tror at para-klatring har et stort potentiale i Danmark, hvis det bliver gjort mere tilgængeligt. Jeg er overbevist om at folk med mange forskellige handicap, kan få store succeser og store oplevelser, med den rette instruktion og den rette indstilling fra de folk som skal hjælpe med dette.

Klatremiljøet er fantastisk inkluderende, og det er altid hyggeligt at opholde sig i klatrehallen. Jeg oplever selv, at jeg ved hjælp af det store sammenhold i klatremiljøet, har fået nedbrudt nogle fordomme som helt sikkert findes mod handicappede i Danmark, men vi er ikke i mål endnu. I udlandet findes klatrekonkurrencer kun for para-atleter, og mange klatreforbund i udlandet afholder nationale mesterskaber og sender para-atleter til verdensmesterskaberne.

En af de mest kendte para-klatrer i Verden er Maureen Beck, med samme handicap som mig. Hun blev kendt da hun var med i den årlige klatredokumentar Reel Rock i 2017. I et interview med Paradox Sports, en forening for para-klatring i USA siger hun således:

Don’t be shy! Go out and find resources like Paradox Sports. Call them. Ask them questions. You don’t have to reinvent the wheel. Chances are, they’ve dealt with a similar situation before and will know how to make it work.”

Problemet er at de ressourcer ikke findes på nuværende tidspunkt i Danmark, og hjulet ikke helt er opfundet endnu.

208 visninger

DANSK KLATREFORBUND IDRÆTTENS HUS, BRØNDBY STADION 20, 2605 BRØNDBY 

TELEFON     KONTOR@KLATREFORBUND.DK, CVR 28208693