I 2019 afholdtes de første Norgesmesterskaber i paraklatring, og kort tid efter blev der dannet et paralandshold. I 2020 var der ingen paraklatring world cups grundet covid, men i 2021 tog det norske landshold til world cups i både Innsbruck og Briancon samt VM i Moskva.
I marts 2022 havde de landsholdssamling i Nordens største klatrehal, Vestveggen i Bergen. Det norske klatreforbund tilbød både danske og svenske atleter at komme med, og på den måde endte jeg med at tage til Bergen i en solskinsfyldt weekend i starten af marts.
Jeg havde på forhånd ingen idé om hvad jeg gik ind i. Hvordan var niveauet? Kunne jeg overhovedet være med? Jeg havde læst noget materiale, hvor det fremgik at finaleruterne til konkurrencer ville være gradueret 7a+, så bestemt over mit nuværende niveau.
Det skulle dog vise dig at blive en uforglemmelig og inspirerende weekend med masser af klatring, rigtig mange gode tips til træning og konkurrencerutiner samt ikke mindst at møde nogle ligesindede.
Samlingen startede fredag aften. Vi var i alt 7 paraklatrere til samlingen, 4 fra Norge, 2 fra Sverige samt mig selv fra Danmark. Herudover en repræsentant fra det norske klatreforbund samt den regerende norske mester i bouldering, Matteo Manzoni som fungerede som træner.
Vores handicap favnede bredt fra manglende højre eller venstre underarm, en enkelt synshæmmet og en enkelt kørestolsbruger. Så der var ikke mange betaer der kunne bruges på tværs af gruppen.
Det skulle hurtigt vise sig at jeg var kommet i fornemt selskab:
2. 3. og 6. plads i Innsbruck.
4. og 5. plads i Briancon.
2x4. plads til VM i Moskva.
Det Norske landshold opnåede nogle fantastiske resultater i 2021, og de satte også barren til træningen højt. Vi sluttede fredag aften af med at klatre et par timer og lære hinanden bedre at kende.
Fra lørdag blev det mere seriøst. Vi lavede fælles opvarmning under kyndig vejledning fra Matteo. Derefter stod programmet på rutelæsning og visualisering af ruter efter samme principper som ved konkurrence. Dvs. 6 minutters rutelæsning, hvorefter den skulle klatres. Hver enkelt klatring blev filmet og efterfølgende gennemgået med Matteo.
Eftermiddagen gik med gennemgang af gode konkurrencerutiner, ernæring, mængden af træning op til worlds cups og generelle tips og trick fra Matteo og den norske repræsentant.
Om aftenen skulle der være ”showklatring”. På klubbens world cup væg var der blevet bygget tre ruter specielt til lejligheden, dvs. de fulgte retningslinjerne fra IFSC angående hvordan der skal bygges ruter til para-atleter.
Som jeg havde forstået det skulle det norske landshold klatre ruterne foran tilskuere. Der var dog tilsyneladende gået noget galt i oversættelsen, og kort inden showklatringen skulle starte, fandt jeg ud af at jeg var den første der skulle på væggen.
Med sommerfugle i maven startede jeg og det gik nogenlunde på trods af udhæng, som de der kender mig ved ikke er min stærke side. Jeg kom fint i gang, men lidt over halvvejs oppe på ruten måtte jeg give fortabt. Det var første gang jeg har klatret med et publikum da vi ikke har para-konkurrencer i Danmark, og det var også en oplevelse.
Det var virkelig nogle gode ruter med tanke på handicap, diversitet og store volumes mv. altså greb og ruter som det sjældent er muligt at prøve medmindre du konkurrerer på højt plan.
Søndag kiggede vi på videoer fra dagen før, og fik mulighed for at genbesøge ruterne fra aftenen før for at forbedre vores indsats, jeg kom lidt længere i 2. forsøg end dagen før. Resten af dagen gik med hyggeklatring, inden turen igen gik hjem mod Danmark.
Set i retrospekt var det en virkelig inspirerende og motiverende weekend. Der var virkelig god sparring med de andre atleter af alt fra position på væggen, tape teknik af ens stump, opvarmningsøvelser mv. Mine arme, min stump og fingre var ømme mange dage efter. Det er hårdt at forsøge at følge med det norske landshold i tre dage i streg.
Jeg har taget mange ting med hjem. Det var rart at få bekræftet at nogle ting bare er svære med kun en hånd, udhæng f.eks. og opvarmning er et must. Ligeledes fik jeg en god indsigt i hvad jeg skal arbejde hårdt på, og hvor jeg allerede er ret godt med.
I Norge er der ca. 300 registrerede paraklatrere, i Danmark kender jeg ingen andre end mig. Men jeg håber at vi kan inspirere flere folk med handicap, og vise at klatring ikke er en ekskluderende sport, men en inkluderende sport, uanset om man er synshæmmet, fysisk handicappet eller noget helt tredje. Jeg håber at vi kan følge i Norges spor og afholde Danmarksmesterskaber, have et landshold og blive repræsenteret i konkurrencerne under IFSC.
Ikke mindst håber jeg at vi kan gengælde gestussen det Norske klatreforbund gav os, og invitere vores Nordiske nabolande til et lignende arrangement i nær fremtid.